søndag den 26. februar 2012

Eranthis ... hm

Sidste år købte jeg 2 forskellige specielle Eranthis på plantemarkedet i Kiekeberg. Den fyldte er slet ikke dukket op, men Eranthis 'Schwefelglanz' har fået en enkelt blomst.

Nu er det så, at jeg synes det er meget svært at se forskel på den og så den helt almindelige på det nederste billede.

I bedet står Iris 'Katharine Hodgkin' lige på nippet til at springe ud.

Men i en flamingokasse, hvor jeg smed diverse løg og planter over i, da vi gravede et træ væk fra bedet, da blomstrer et løg på livet løs, som om det vil gøre opmærksom på sig selv, for ikke at blive smidt ud.

Ellers er dagen gået med at smånippe i haven. Græsset, som har sneget sig ind mellem trædebregnerne løsner sig let lige nu og jeg havde følgeskab af katten, som rullede sig i det tørre græs og var vældig fornøjet med, at jeg langt om længe var med den ude i haven.

onsdag den 22. februar 2012

Haveplan gårdhaven



December 2007 havde vi besøg af  havekonsulent Ellen Lærke, som vi havde hørt i foredraget: Terrasser og gårdhaver.
Hun tegnede en skitse over den kommende gårdhave ud fra alle vores ideer, og havde en masse forslag til, hvordan det kunne blive.
Vi er meget begejstrede over skitsen (det var vores julegave til hinanden ).

lørdag den 18. februar 2012

Hækkene

 Vi får flere og flere indvendige hække i haven. Det hele startede, da vi fik lavet en haveplan for forhaven. I denne plan indgik en halvcirkelformet bøgehæk. Og siden er der kommet flere hække ind i haven. De deler haven op i rum og er bare så flotte om vinteren, hvor de står og giver haven struktur. Der er selvfølgelig noget ekstra arbejde i forbindelse med, at hækkene skal klippes, men bøg er en svir at klippe i forhold til spirea, som vi har mellem naboerne.


Forholdsvis nyplantet hæk omkring staudehaven


Hækken omkring staudehaven - fotograferet fra garagetaget




Staudehaven unde omlægning - hækken i vinterdragt


Et af de få sommerbilleder vi har af hækkene. Det er mest om vinteren, vi rigtig "ser" dem.


























  




onsdag den 15. februar 2012

Tilbageblik i 2007

Tilbageblik i 2007

Vores grund ligger for enden af en vej og bortset fra et lille stykke indkørsel, så er der hæk hele vejen rundt. Dengang vi flyttede ind var det spirea, som vi sammen med naboerne valgte som hæk.  Senere hen er vi gået over til bøgehæk de steder, hvor vi selv kan bestemme, men mere om det senere.

Langs cykelstien, som fører videre ud til en skolesti, var der plantet 30 m. spireahæk. Den skulle vi jo klippe på begge sider, så med årene var vi blevet grundigt trætte af hækken. At den ydermere var blevet rigeligt bred gjorde ikke beslutningen sværere: Hækken skulle væk.


































I stedet satte vi et stakit, hvor der skiftevis er pileflet og rionet med klatrehortensier plantet op ad. Da hækken var væk fik vi næsten ½ m. have ekstra hele vejen langs cykelstien.






tirsdag den 14. februar 2012

Den første haveplan

I 1988 begyndte jeg at arbejde hos Hedeselskabet. I firmaet var der en ihærdig  rengøringskone, som bestemt mente jeg skulle være medlem af Haveselskabet.
Medlemsbladene åbnede en helt ny verden for mig. Jeg havde aldrig forestillet mig, hvor mange forskellige planter der fandtes.

Men samtidig fik jeg også øjnene op for, hvor meget en haveplan kan hjælpe med at få overblik og mening i galskaben.

I sommeren 1998 byggede vi ny garage og indkørslen blev flyttet på matriklen. Det medførte ønsket om en pænere forhave. Vi fik hjælp af havekonsulent Birgit Møller Bach, som lyttede til vore ønsker og tegnede en plan for forhaven, som vi aldrig selv havde fundet på. Året efter blev planen ført ud i livet og vi er stadig meget glade for formerne.


Næste billede er taget fra garagetaget. Flisebelægningen er på plads og bøgehalvcirklen er plantet. Træerne er ganske små, men kan dog anes - det er lige før, at roserne er større på daværende tidspunkt.

 10 år efter er bøgehækken blevet stor




Hjertetræet står i en bund af bispehue. Der er en periode på små 14 dage, lige når træet springer ud, hvor træets blade og bispehuens blade næsten er ens.
 På den anden side af stien står en magnolie i en bund af hosta og prydløg.

søndag den 12. februar 2012

Opstart af blog og lidt om min have

Jeg prøver her at lave mit første indlæg til bloggen ud fra tanken om, at øvelse gør mester :)

Vi blev haveejere i 1986, hvor vi byggede hus i Rødekro. Huset ligger for enden af en lille vej, hvor en skolesti skiller parcelhuskvarteret fra en græsmark, hvor der hver sommer går en flok køer.

De første  mange år bestod vores have af en græsplæne, hæk uden om grunden og stauder og buske, som venner og familie kom  med til os. Billedet er fra sommeren 1988.

Forhaven bestod mest af grus og fliser. Billedet er fra sommeren 1990.

Haven bestod stadig mest af græs. Der var kommet legehus og gynger til.



Vi plantede en Sydbøg ved terrassen for at give lidt skygge for solens skarpe stråler.  Træet blev nok startskuddet til vores haveinteresse. Træet blev plantet i efteråret 1992.