lørdag den 20. oktober 2012

Nu løber bækken snart

Der har heldigvis været rimeligt tørt vejr de seneste par dage, hvor vi har haft fri. Så nu nærmer vi os enden på projekt "bæk i haven".

Der er i lige linie mellem de 2 havedamme gravet en rende ned i frostfri dybde, hvor vi har lagt et rør. I røret løber slangen, hvor vandet skal pumpes igennem. I hver ende er der gravet en tønde ned. I "nedre" tønde er der monteret udstyr, så vandet kan tappes af slangen og i den "øvre" tønde kommer der sten m.m., så vandet kan blive renset inden det løber over i den øverste dam.
Pumpen er blevet spændt fast på en flise og står nu ude på dybt vand.


"Nedre" tønde. Der skulle graves tæt forbi rødderne på den ene af vore Sydbøg.



Det er med vilje, at vandet ikke føres i bunden af bækken, men i et rør for sig selv.



Pumpen er placeret og slangen skal ud på den dybeste del af dammen.


Klatrehortensierne er smukke om sommeren sammen med pileflethegnet, men om efteråret er det om muligt endnu flottere farvespil

I år lever papegøjebusken virkelig op til sit navn


Et af mine yndlingstræer, Stewartia


lørdag den 13. oktober 2012

Der er også knald på farverne i Rødekro

Men først til noget helt andet, nemlig mini grise.
Jeg var forleden på besøg hos en haveveninde, som opdrætter minigrise.
De er noget så søde og også lidt frække. Jeg kan især godt lide de små sorte.


Og så til farverne.


Acer 'osakazuki'. Vi har 2 stående ved det, som bliver udgangen fra terassehaven. Det er dem jeg sidder og kigger ud på ved alle måltiderne. Behøver jeg at sige, at jeg har den bedste plads :)


Et kig over hækken, som afslutter terassehaven, ned mod det vi kalder skoven, hvor Sorbus 'Dodong' er startet på sit festfyrværkeri.

Lige uden for terassehaven står vores tulipantræ. Det er nu efterhånden ved at få en god højde.

Papirbarklønnen, som tidligere holdt flyttedag og måtte lide den skæbne, at få et stort sår ved beskæring. Den har stået flot hele sommeren og er nu blikfang, når man drejer ind på den vej, hvor vi bor

Sidste år døde en stor busk i et bed, hvor jeg især har små sartere planter. Stor katastrofe, for så mangler der skygge. Vi havde en Virburnum mariesii stående på vent og den blev plantet i stedet. Den får også en flot høstfarve.

Der er rigtig mange frugter på Cornus Kousa i år.

Jeg lagde mærke til, at på denne Cornus Kousa 'Wietling Select' står frugterne op, medens de på en anden Cornus Kousa hænger nedad.

Blåregnen havde benyttet sig af, at vi var travlt optaget af at lave bæk, så den havde bredt sig vildt og uhæmmet hen over rionettet over terassen. Den fik en kraftig beskæring. På billedet ses også vores nye havepejs. Det tog ikke lang tid for den at blive pænt rusten.