onsdag den 26. december 2012

Året der gik

Jeg har kigget mine billeder igennem fra året der gik. Jeg viser for det meste billeder af planter og haveelementer, men haven er jo så meget mere. Legeplads for begge her i huset og såmænd også for vore børn og katten, som gerne hjælper til. Og havevenner, som man deler sorger og heldigvis mest glæder omkring haven med.

Jeg har samlet lidt billeder, som viser nogle af de gode oplevelser vi havde i haven i år. Og  lidt billeder som viser, hvad der også blev tid til, når der ikke lige stod have på programmet.

I foråret var vi på julerosetur sammen med nogle gode havevenner.
Da vi besøgte Spiren kom en flot stribet kat hen og hoppede op og lagde sig omkring min nakke. Der lå den godt og trygt i lang tid. Da den blev træt af mig fik Kathrine sin portion kærlighed fra katten.






I april var vi igang med et større projekt. Pergolaen trængte til at få skiftet stolper. Det tog længere tid og flere kræfter, end vi lige havde forestillet os. De gamle stolper var jo støbt meget grundigt fast, så der var nogle kæmpe cementklodser, som skulle graves op.



Da stolperne var på plads var der tid til at forberede stien, som skal forbinde pergolaen med terrassen ved havedammen.



I maj var jeg sammen med nogle dejlige damer 5 dage i London, hvor hovedattraktionen var Chelsea Flowershow. De 2 billeder fra turen har jeg lånt fra de andre deltagere.
Aldrig har jeg da set så mange og så smukke Heuchera. Jeg tror den pæne herre morede sig over, at jeg næsten var ved at krybe op i standen for at få et billede.


I Regent park var der et lille egern, som lod sig håndfodre. Den var simpelthen så sød og blid, når den forsigtigt tog en mandel ud af hånden på mig.


Havearbejdet lå stille fra slutningen af juni til midt i juli. Vi fejrede for tidligt sølvbryllup ved at invitere børnene med på en tur til Bali, som blandt andet også indeholdt en 3 dages sejltur til Komodo Island m.m.
En fantastisk tur i et smukt land. Især var vi meget fascinerede af rismarkerne ved Tegalalang og af alle de utroligt flotte snorkelsteder.

 

Da vi kom hjem fra sølvbryllupsrejsen pressede årets havedag i havekredsen sig på. Vi lavede insekthoteller, som jeg tidligere har vist. Det gik der rigtig meget tid med. Der kommer flere og flere gæster for hvert år, så vi er meget tilfredse med resultatet.



I august fejrede vi sølvbryllup lige efter vores smag: vi tog et par overnatninger på Rungsted kyst og med base derfra  besøgte vi planteskoler og haver. Bl.a. var vi på Overdam planteskole, hvorfra dette billede stammer.

I september gravede vi ned for at finde faskinen foran huset. Og opdagede, at brønden skulle skiftes. Den er sikkert blevet skadet, da vi for mange år siden fik grunden grubet.


I oktober gravede Egon nok engang: denne gang gjaldt det slangen, hvor vandet pumpes fra den nedre dam op i "skovdammen" for at kunne løbe tilbage igen via bækken.

Og i december har vi nydt fuglene, som kommer og spiser af foderet.

Og så var der jo lige bækken.....
Den har vi arbejdet med fra det tidlige forår og såmænd også i dag, hvor vi rettede lidt på den ene kant.
Den har fra dag ét været kilde til mange frustrationer men heldigvis endnu flere glæder.
Og den er vi slet ikke færdige med, så den kommer nok med i næste års udgave af "Året der gik".

Nåh, ja, så var der jo også Buster.
Han triller sig og gemmer sig, for at angribe os. Klatrer i træer og løber som en hvirvelvind gennem haven, når han tror jeg går ind til madskålen.

onsdag den 12. december 2012

Bækken risler trods kulden

Brrr. .. i nat var det virkelig koldt i Sønderjylland. Så i morges var vi spændte på at se, om bækken stadig risler. Og det gør den. Pumpen er sat til at starte kl. 8 om morgenen og stoppe kl. 16.00. Selve bækken er helt dækket af sne, men hvor vandet pumpes op er der isfrit. Vandet må løbe under sneen, for i en lille bitte sprække, hvor bækken løber ud i den dybe dam, er der et lille hul, hvor vi kan se og høre vandet pible.
Fuglene har også fået øje på hullet, men det foretrukne drikke og bade sted er selvfølgelig i den "varme ende" af bækken.
Desværre har det ikke sneet nok til at dække de spande, vi har glemt at få ind :)

Sprækken, hvor bækken løber tilbage i dammen
Græs, igen - igen

Træerne i det kommunale hegn giver højde til haven. Er himlen ikke smukt blå?

Papirbarklønnen, som vi flyttede sidste efterår

lørdag den 8. december 2012

København og græshave

Jeg har lige været på en tredages tur til København primært for at besøge min datter og hendes kæreste. Og selvfølgelig var jeg på Strøgtur og forbi Royal Copenhagen for at se de smukt dækkede juleborde.

Men det mest spændende på turen var et besøg på Fisketorvet! Altså for at se på græsserne i gårdene ved boligerne bag ved Fisketorvet.  Vi pusler jo med at anlægge en lille græshave herhjemme, så vi var meget interesserede i at se, hvordan græsserne tager sig ud i sne og frost. Og vi blev bestemt ikke skuffede. På denne årstid er kontrasten mellem de enkelte planters udtryk meget tydelig.





Fra Strøgturen:
Julie Berthelsens Grønlandsbord var meget smukt og tiltrak mange gæster. Der var et diffust grønligt lys, som man kan se på billederne.



Nå ja, så kom jeg da forresten forbi huset, hvor julemanden bor. Han er ved at gøre klar til jul - tøjet er nyvasket.

søndag den 2. december 2012

Lys i juletræerne

For en del år siden var der i Haven vist nogle juletræer, som var lavet af minktråd. Min mand lavede 2 til mig og dem pynter jeg hvert år og har stående ved bagdøren.


De første par år fyldte jeg dem med bøgeblade

Og et år med efeu

Og de seneste 2 år har jeg viklet mos uden på trådnettene


De seneste par dage har vi haft besøg af en spætte flere gange dagligt. Jeg har været pænt misundelig, når jeg har læst om spættebesøg i andre haver, så jeg nyder at se den vimse fugl hakke løs på kokosnøden, som er fyldt med fedt. Musvitterne må pænt vente, til spætten har fået nok.



Til slut et billede af kigget gennem hækken ind i staudehaven, som er gået i vinterhi.