I lørdags var vi på den årlige udflugt med Haveselskabet og i år gik turen til Fyn, hvor vi bl.a. besøgte
Den frodige have. Her så jeg bl.a. en rigtig fin Geranium, som viste sig at være Geranium nodosum. Den havde jeg ikke set før og havde derfor heller ikke tidligere vidst, at den kunne jeg ikke leve uden! Men det vidste jeg så lørdag aften, hvor jagten gik ind og sandelig om jeg ikke fandt den hos
Susanne.
Tirsdag afleverede posten en pakke hos mig (og tak for bonusplanten, Susanne). Det passede jo rigtig fint med, at jeg har fri om onsdagen.
Og det var så først her i formiddags, hvor jeg bevæbnet med planteskovl og planter bevægede mig ned i haven, at det slog mig at jeg forresten ingen ledig plads havde til den!
Så er gode råd jo dyre og da mit blik faldt på vårkærminden, som ganske uhæmmet har boltret sig under pærekvæden, ja så var planen klar: den måtte væk. Det tog et par timer at grave planterne væk, og godt at jeg tog den beslutning. For det viste sig, at vårkærminden havde sneget sig ind over en lille Ashwoodjulerose, en tudselilje, en mørk bregne og så dukkede der en underlig lys "tingest" frem. Jeg tror det er en plante, jeg købte på markedet i Kiekeberg for et par år siden, Eomecon. Den har ikke vist sig siden og jeg har fået at vide, at den ikke er hårdfør her hos os.
Men som det kan ses, så gav det rigtig meget plads til nye planter.
Der plejer at være lige så tæt plantet som i dette afsnit af bedet.
Og så er der forresten kommet blomst i Anemone rivularis