tirsdag den 24. september 2013

Græsbedet


For små 14 dage siden modtog vi denne haveskitse fra Overdam Planteskole med forslag til beplantning af det, der skal blive vores græshave.

Lidt forklaring til planen:
Øverst til venstre bliver der plantet en lille trekant til med Japansk blodgræs. Nedenfor broen er der plantet Blåtop - Molinia caerulea 'Dauerstrahl' i en bund af bjergmynte. En kombination vi så på planteskolen og var meget begejstret for.
Nedenfor er plantet Djævelsbid - Succisa. Vi kendte ikke planten i forvejen, men Poul talte så varmt for den, at den skal have en chance :)

Til højre for stien er der øverst plantet 3 stk. broget havesandrør - Calamagrostis auciflora 'Overdam'. Her kommer der en masse solhatte.
I det blå bælte har vi plantet rishirse - Panicum virgatum 'Heavy Metal' med lyserøde solhatte imellem. Foran har vi en smal kant, hvor vi har plantet lav skt. Hans urt, mørkbladet Heuchera og nogle lave græsser - lille hjertegræs og blåaks - Sesleria autumnalis.

Længst til højre i billedet er der de store græsser Mischantus sinensis 'Malepartus' og Mischantus sinensis 'München'. Der er blandt andet plantet Mukedenia 'Crimson Fane' i bunden.

Vi er langt fra færdige med at plante - mange af selskabsplanterne har vi slet ikke købt endnu, så det bliver lidt "tamme" billeder I får af bedet.
Hvis I undrer Jer over vandslangerne, som er sat fast med teltpløkker: det er for at markere linierne fra planen :)






tirsdag den 17. september 2013

Pindsvin som listetyv

Jeg har undret mig! Jeg fodrer fugle på et foderbræt på jorden, hvor der er sat et stormasket beskyttelsesnet over, så større fugle som skader ikke spiser al maden. Tæt på fuglenes foderplads fodrer jeg pindsvin. Hver aften får de en skålfuld kattetørkost og næste morgen er maden væk.

Men tilbage til, hvad jeg undrede mig over: Midt oppe på fuglefoderbrættet ligger der nogle gange nogle hm-hm'er som mistænkeligt meget ligner nogle, et pindsvin kunne præstere. Men hvordan skulle det dog gå til? Der er jo net over maden.

Forleden tidligt på aftenen fik vi syn for sagen. Et mellemstort pindsvin kom og snusede rundt ved fuglenes foderbræt, stak snuden ind mellem maskerne i nettet og asede og masede indtil det pludselig var inde ved foderet.


fredag den 9. august 2013

De sidste feriesysler inden hverdagen meldte sig

I år holdt vi vores sommerferie hjemme i haven, for der var  - og er stadig - nogle store projekter, som vi gerne ville lidt videre med. I et tidligere indlæg har jeg vist bækken og dammene, som var det første vi gik i krig med i ferien. Bækken mangler stadig at få skåret foliekanterne helt ned, men vi lader lige omgivelserne sætte sig helt, før vi klipper.
Efterfølgende brugte vi en uges tid på at renovere en pergola og få den malet.
Feriens sidste store projekt var at gøre klar til et græsbed.

Vi har siden vores første besøg på Overdam planteskole drømt om et bed med mange græsser.Vi har nu ryddet et område ned mod bækken, hvor græsbedet skal være. I september har vi en uges ferie, hvor vi håber på at få plantet til. Men foreløbig ser det sådan her ud:

Vandslangen markerer, hvor græsplænen skal gå til. Til højre i billedet en rund bøgehæk, som omkranser staudehaven



Det nye bed fotograferet fra en stige! fra syd-sydvest. Vandslangen øverst viser græsplænen og de øvrige vandslager viser en sti ned til trædestenene.


Billedet er taget fra garagetaget. Nederst i billedet er sumpbedet, som ligger ved havedammen

Samme sted fra - nu med en smule af havedammen


Og her er den omtalte pergola - endnu uden maling. Der ligger jernkanter, som skal monteres langs stien, som forbinder de to pergolaer med hinanden. Vi kommer ikke til at kede os foreløbig.


mandag den 29. juli 2013

Fyldt romersk kamille

For nogle år siden fik jeg en lille fyldt romersk kamille igennem en plante-bytte-leg. Den er efterhånden blevet en pæn stor plante og står sammen med bl.a. hosta i staudebedet.








Foldbladens blomster blev hvide. Jeg må på jagt efter den med mørke blomster.

Jeg kan ikke huske navnet på denne lave hortensia. Blomsterknopperne er så fine - meget finere end blomsterne, der følger efter.

mandag den 22. juli 2013

Feriesysler

Fra ordbog over det danske sprog:  sysle, v. [ˈsyslə] -ede. vbs. (nu lidt gldgs. ell. dial. ell. m. overgang til bet. 3) besørge, udføre, være beskæftiget med lettere legemligt arbejde; navnlig om (lettere) husligt arbejde, husflid, havearbejde, fritidsbeskæftigelse olgn.

Ud fra ovenstående er overskriften vist lidt misvisende, for hvor har vi knoklet og svedt i den forløbne uge. Der har ikke været meget "lettere" over arbejdet, men vi har hygget os trods sliddet.

Vi har nu i nogle år været i gang med at forbinde vore to havedamme med en bæk men af forskellige årsager har projektet trukket ud. Men nu skulle det være - bækken skulle være færdig. Der er arbejdet med sten og ler i lange baner.  Der kommer billeder senere, når det hele har sat sig og der er blevet plantet. 

Første billede viser den store havedam ved terrassen. Her har vi renset godt og grundigt op i vegetationen, men  det kan vist godt tåle at blive reduceret yderligere. Planterne ligger på kanten af terrassen et par dage, så evt. vanddyr kan redde sig ud og ned i dammen igen.
I hjørnet nederst til venstre stod en dunhammer, som nu har holdt flyttedag hen til bækkens udløb. Det kribler for at plante hjørnet til, men jeg må pænt vente, til det har sat sig. Lige nu ligger der brosten ovenpå klynerne, så de ikke sejler deres vej.

I baggrunden anes en stige! Den blev stillet op med et tæppe hen over, så vi kunne sidde en smule i skygge medens der blev arbejdet med bækken.

Der er flere end os, der arbejder på bækken. Solsortene er meget hårde ved klynerne. Nogle steder har de næsten nappet halvdelen af klynerne. Vi vil lave et forsøg, hvor vi pakker en klyne ind i kyllingenet og prikler planter ned mellem tråden. Hvis det ikke lykkes, så må vi nok slutte fred med solsortene og glæde os over, at ungerne ligger i dejlig sphagnum. Midt i billedet ses forøvrigt et forsøg. Jeg har altid hørt og læst, at "den røde baron" skulle stå tørt, men så fandt jeg den på en planteskole under vandplanter. Det kunne højst gå galt blev jeg bekræftet i af  Jens Thejsen, da vi var til haveforedrag om græsser. Den har stået med rødderne i sumpzonen hele vinteren og ser ud til at have det ganske fint.  
 

Sidste billede er fra skovdammen. Her har vi næsten fordoblet vandspejlet, da tranebærrene langs kanten blev skåret ind til kanten af dammen. Nogle steder var vi nødt til at udskifte kanten, derfor ligger der også sten på kanten heroppe. Klog af skade lader vi dem blive liggende et par måneder inden de fjernes.


søndag den 14. juli 2013

To gule

I september sidste år klagede jeg over, at min gule tudselilje slet ikke blev gul, men lilla. Nu er sagen opklaret. Der var byttet om på to skilte, så nu blomstrer den gule. Den er åbenbart tidligere end de lilla.








En anden gul staude, som blomstrer lige nu er Digitalis x Fulva. Den står nede i skovbedet og vokser i omfang år for år.



onsdag den 10. juli 2013

Trusler virker åbenbart

ihvertfald er det i år lykkedes os at få smukke roser. Vi har mange gange plantet roser, men bortset fra de allernemmeste - The Fairy og New Dawn, så har det været en ynkelig affære.

Da vi lavede nye bedkanter i staudehaven valgte vi at lave midterbedet til et rosenbed. Jorden blev tilberedt efter alle kunstens regler og hvis ikke det lykkedes at få roserne til at trives, så var det slut. Men i år er der så bonus. Jeg har godt nok læst andre steder på bloggene, at det er et fantastisk rosenår i år, men jeg vælger at tro, at de trives i bedet med alle de anstrengelser der er gået forud. I sensommeren skal der plantes selskabsplanter.








Gerbe Rose står plantet ved terrassen ved havedammen. Projektet i sommerferien er at male carporten antrazitgrå, det tror jeg vil klæde rosen godt.


For et par år siden fik jeg frø fra Rebekka Arp af denne Anemone Virginiana. Den står plantet flere steder nede i skovbedet. Jeg er spændt på at se frøstandene, som skulle være meget dekorative.


Et lille udsnit af "svenskerbedet"